Alle, der har prøvet at optage lyd- og videofiler hjemme, kender problemet.
Så kommer Hjem Is-bilen. Ding ding ding!
Naboens børn spiller fodbold op ad muren.
Vaskemaskinen centrifugerer.
Postbudet ringer på.
Hverdagslyde, der pludselig er støj. Støj, som ikke hører hjemme i dine optagelser.
Som vil tage opmærksomheden fra dit indhold.
Men der er meget, du kan gøre selv for at skabe gode optagelser.
Men først. Hvad ER en god optagelse?
Det er en optagelse med
- en tydelig, klar stemme
- ikke for høje baggrundslyde
- uden rumklang og ekko
- ingen forstyrrende støj
Hvordan klarer du dét uden at skulle leje et lydstudie ude i byen og uden at skulle bruge mange penge på udstyr?

ATR2100-USB
1. Køb!
Du KAN godt bruge den indbyggede mikrofon i din computer til at optage din stemme. Men det er ikke godt.
Hovedtelefonerne til din smartphone har godt nok mikrofon, men den er ikke god nok.
Lidt bedre vil det være med et headset, som du måske har til at Skype. Men det er ikke godt nok til lydoptagelser. Heller ikke selv om dit headset er nok så godt.
En tand bedre vil det være med en mikrofon med mini-jack, som du stikker ind i mikrofonstikket i din computer. Men du risikerer, at der kommer for meget statisk støj fra selve computeren med på optagelsen.
Noget bedre er det med en USB-mikrofon som denne Denne mikrofon har en dejlig varm lyd, og den kan både tilsluttes din computer via USB, en mixer eller en lydoptager med xlr-stik. For eksempel en Zoom H4n.

Zoom H4n
En mikrofon tilsluttet en ekstern lydoptager er min bedste anbefaling, hvis du skal optage hjemme. Det er bedre end at optage direkte ind i computeren. Du vil fremover også have en lydoptager, som du kan tage med dig, hvis du vil optage væk hjemmefra.
Hvis du anskaffer dig en mikrofon med xlr og en lydoptager med xlr, så har du et "mini-studieset-up", som du kan bruge både ude og hjemme.
2. Lyt!
Du synes formentlig, at dit hjem er stille og roligt, og der er ingen støj.
Men når det gælder lydoptagelser, så er det en helt anden snak.
Hav hovedtelefoner på, når du optager. Helst lukkede som dem her. Så vil du helt sikkert høre lyde, som du ellers ikke lægger mærke til. Og hvis DU hører dem fra mikrofonen til dine hovedtelefoner, så vil dine lyttere helt sikkert også høre dem.
Spørgsmålet er, om det bare er baggrundslyde – eller om det er støj.
Radiostudier og musikstudier er lydisolerede og lydregulerede. Det er meget dyrt at indrette et studie. Det er også dyrt at leje et lydstudie. Så du må klare dig med mindre.
Hvis du skal redigere dine optagelser, er det meget vigtigt, at lyden under din stemme er så ren som mulig. Forestil dig, at du taler ind over et stykke musik. Det vil lyde helt forkert, hvis du bagefter klipper i optagelsen.
Andre lyde, som kan gøre klipning umulig:
Trafik – eks. bil eller tog, der kører forbi. Fly eller ambulance i det fjerne.
Tale.
Legende børn.
Grædende babyer.
Værktøjslyde – trykluftbor, vinkelsliber, boremaskine o.l.
Det bedste, du kan gøre er at finde det tidspunkt på dagen, hvor der er mest stille. Det er formentlig når børn er i skole, voksne på arbejde og efter at myldretiden er overstået.
3. Lokation!
Vær sikker på, at skrivebordet, hvor du plejer at sidde, er den ringeste placering, når du skal optage. Med mindre du køber eller selv producerer en transportabel "vokalbox" som denne her.
Lyd bliver kastet rundt i rummet, inden den rammer din mikrofon. Lyden bliver "farvet" af lokalet, siger man. Jo flere hårde overflader, der er omkring dig, jo mere kastes lyden tilbage. Med efterklang, resonans, ekko.
Selv om det er et lille rum kan det godt lyde som en stor, rungende sal. Det er anstrengende at lytte til tale på den måde. Du kan altid tilføre efterklang, når du har optaget. Men du kan ikke fjerne det, hvis du har optaget det sådan.
4. Sluk!
En anden form for lyd, som kan nærmest ødelægge din optagelse, og som du måske først opdager for sent, er statisk støj.
Brummen, summen, sus og lignende. De kan komme fra alle de andre apparater omkring dig, som bruger strøm.
Sluk dem!
Sluk mobiltelefonen.
Sluk endelig også computeren, hvis du ikke bruger den til at optage. Medmindre det er en helt ny computer, så skal du regne med, at selve computeren eller kølefunktionen i computeren vil støje undervejs, når du bruger computeren.
Og så er der alle de programmer, du har kørende, som kan forstyrre undervejs, hvis du får beskeder via Skype, Facebook eller lignende. Luk også dét ned.
Eller hav så langt et kabel til mikrofonen, så du kommer på afstand af computeren.
5. Testing testing!
Det er umuligt at sige, hvordan din optagelse lyder, før du har optaget, afspillet og lyttet. Med høretelefoner på.
Selv om du har travlt og er optaget af dit indhold, så gør dig selv den tjeneste at teste, inden du går i gang.
Selv om du har interviewgæster og derfor er optaget af at komme i gang med at optage, ikke vil tage for meget af deres tid med tekniske finesser, så gør det alligevel. Test, test, test. Det er bedre end at opdage for sent, at optagelsen blev mislykket.
6. Hold afstand!
Din munds afstand til mikrofonen er meget vigtig for resultatet af optagelsen.
Du må ikke komme på for lang afstand, for så fanger mikrofonen ikke din stemme på den bedste måde.
På den anden side skal du passe på med de lyde, som din vejrtrækning, dine læber og næse, laver, mens du taler. I et studie bruger man normalt et pop-filter, som skærmer mikrofonen for de hårde pustelyde, du laver, for eksempel, når du siger "pippi-power".
Prøv det af, inden du for alvor trykker på den røde knap.
Hejsa.
Må jeg høre hvilket program du bruger til at optage lyd? (Til at redigere og gemme i etc)
Mvh Charlotte
Selvfølgelig må du dét.
Jeg brugte oprindelig Audacity, som er gratis. Men jeg er blevet meget glad for Hindenburg. Jeg købte Journalist Pro, fordi den har flere funktioner, blandt andet kan man optage Skypesamtaler i en god kvalitet.
Men du kan måske nøjes med den billigste udgave, som man kan prøve gratis.
Hej Karin
Jeg faldt tilfældigt over denne side, fordi jeg blandt andet leder efter programmer til lydredigering.
Du bruger Hindenburg Journalist, hvilket jeg også har tænkt på at købe, men hvilken lydoptager bruger du?
Jeg har været lidt omkring på markedet for digitale, håndholdte lydoptagere og her fundet Sony PCM D-100 som er hundedyr. Hvis du kender den, vil jeg være meget glad for at høre dine erfaringer.
Og ved du hvor i Danmark man forhandler PCM D-100 – hvis det altså skulle være den optager du bruger?
På forhånd mange tak for svar.
Venlig hilsen
Lars Phillip
Hej Lars Phillip
Jeg bruger faktisk Hindenburg Journalist Pro, som kan lidt mere, men som også koster mere.
Jeg har samlet noget udstyr her https://www.podconsultsbutik.dk/podconsult/podcasting-udstyr Din Sony er dyr og du kan sagtens gå med Zoom H4N Pro,for det vigtigste er, at du sætter en god mikrofon i xlr-stikket i bunden, måske to mikrofoner. https://www.podconsultsbutik.dk/podcaster-kit-zoom-h4n
Det er et kit, du kan bygge videre på helt efter behov.
Du kan da også sagtens lave gode “Skype” eller anden playback lyd, i f.eks.: Audacity, ved at sætte den til WASAPI :)
Hej Karin
Mange tak for svar og links.
Jeg har fundet ud af, at Sony PCM D-100´s mikrofonudgang ikke er xlr, men derimod et minijack-stik, så måske er det en overvejelse værd at finde en anden optager med en xlr-udgang. Jeg spekulerer dog på om det er muligt at få et mikrofonkabel med minijack-stik i den ene ende og xlr i den anden, men så enkelt er det måske ikke.
Nu kigger jeg dine links igennem og vil gerne vende tilbage, når jeg har læst nærmere.
Fortsat god weekend
og venlig hilsen
Lars Phillip
Hej, Karin.
Jeg føler mig heldig, at jeg er faldet over din blog, og jeg har et spørgsmål til dig. Jeg er pensioneret pægagog, som kun for noget helt kortvarigt og som et engangsprojekt har brug for nogle gode lydoptagelser. Jeg har undersøgt, hvad det koster at leje sig ind på et studie, og det er dyrt. Så tænkte jeg efterfølgende, det ville være supert at have noget udstyr selv, så jeg lige så stille kan arbejde med mine ting, som er at indtale lyd til mine børnehistorier og rim. Jeg er en glad amatør uden nogen form for teknisk viden. Jeg ønsker bare at lave nogle gode mp3 filer, som jeg efterfølgende han anvende til mine små videoer. Jeg tror bedst du kan forstå mit behov ved at kigge på min hjemmeside sprogkassen.dk under videoer. Der har jeg lagt et par “kladder” ud, vel vidende, at de har en dårlig lyd. Tror du, det er muligt for mig at fuldføre dette projekt? Jeg har 9 historier og 80 rim… Jeg håber, du har taget dig tid til at læse mit lange spørgsmål, og at du har tid til at svare. Venlig hilsen Alexandra
Hej Alexandra
Det er ikke dyrt at leje mit studie – 350 i timen ex. moms – så du kan regne på det.
Hvis du selv kan klippe lydfilerne, koster det jo ikke mere – men du kan også få hjælp til det.
Se mere her.
https://podconsult.dk/optag-lyd-cosounds/
Hej – vi har en zoom recorder.
Kan vi optage med en, der fysisk sidder et andet sted?
Ane
Hej
Du kan optage dig selv på din zoom-optager og så bruge ex. Zencastr til at snakke sammen og optage den anden.
På den måde bliver du selv i god kvalitet. Den anden lidt dårligere kvalitet. Med mindre den anden også har en optager. SÅ kan I bare mixe jeres optagelser sammen bagefter.