1. Det må ikke koste noget!
Podcasts skal da være gratis. Hver gang en podcaster vælger at lægge sine lydfiler bag en betalingsmur, så falder interessen. Sådan er vi som forbrugere. Vi kræver gratis indhold på nettet.
Men at kræve, at det skal være helt gratis at producere en podcast, det er ikke rimeligt.
Ikke, hvis du tager din podcast seriøst. Og dine lyttere.
Du skal måske bruge nogle penge på at lære om mediet og det tekniske fra nogen. De bedste er aktive podcastere, som supplerer deres indtægt med at lære fra sig.
Du skal have en god mikrofon – som minimum. En lydoptager, måske. Et par hovedtelefoner.
Du skal kunne redigere dine lydfiler, og de gode og brugervenlige programmer koster penge.
Du skal hoste dine lydfiler og have genereret et podcastfeed, og de gode services koster lidt penge.
Du skal have en hjemmeside til din podcast. Den skal hostes, og det koster også lidt.
Dertil kommer de udgifter, der er til at mødes med dine gæster eller medværter.
Alle disse udgifter kan jo begrænses, men der er slag på tasken en minimumudgift på 2-3000 kroner det første år.
Så behøver det heller ikke være værre.
2. Det skal give mange lyttere i en fart!
Som podcaster tjekker jeg mine lyttertal ind imellem. Det er blevet en vane. Men tallene bliver ikke højere bare fordi jeg tænker på dem hele tiden eller tjekker dem hver anden time.
Den er sten-sikker. Hvis jeg har lavet en god episode, som mine lyttere finder relevant. Så giver det flere lyttere.
Men det tager tid.
Med mindre du i forvejen har et stort publikum, som bare går og venter på, at de kan høre en podcast med dig, så skal du stille og roligt bygge dine lytter tal op. Selv de mest populære podcastere kan, hvis du går dem på klingen, fortælle om meget lave lyttertal i starten. Så lave, at mange podcastere giver op, mister motivationen og finder på noget andet at lave.
Det er urimeligt at kræve høje lyttertal af en ny podcast, eller en podcast, som der ikke bliver lagt tid og kræfter i. Selv om en podcast er gratis for lytterne at hente, så er konkurrencen i dag så stor, at du skal gøre en indsats for at nå frem til din målgruppe, og du skal gøre det nemt for dem at finde dig og huske dig.
3. Det skal være ligeså effektivt som video!
Vi er blevet nogle visuelt krævende konsumenter. Vores øjne bliver hele tiden fanget af noget visuelt. Det ene syn er mere fantastisk end det andet. Det virker alt for godt.
Dén opmærksomhed kan podcast ikke konkurrere med. Lydmediet er et medie, vi gerne vil have lov at vælge til. Når vi har tiden til det. Vi vil helst ikke forstyrres af lyde, som vi ikke selv har valgt.
Dér er vi meget mere tolerante over for billeder og videoer. De vælter frem.
Men problemet er bare, at vi ikke er gode til at fastholde den opmærksomhed ret længe af gangen. Så kommer der noget nyt, vi lige må se. Og se, en missekat. En fræk overskrift. En annonce….
Anderledes er det med podcast. Du kan godt bruge nogle af de visuelle virkemidler for at fange dine lytteres opmærksomhed. Men det er den gode lyd, de gode samtaler og fordybelsen, som skal give lytteren så god en oplevelse, at de hænger på og kommer igen – og igen.
Dét kan i længden være langt mere effektivt end video. At lytte til en god podcast er som at læse en god bog. Eller kan være det. Men det gode er, at man kan gøre andre ting, mens man lytter. Dét er effektivt!
4. Det skal give indtægter – hurtigt!
En af de helt sikre måder at slå en podcast ihjel på er, at forlange, at den giver penge fra første færd. Ved for eksempel at lægge den ind bag en betalingsmur, forlange penge for at høre episoderne.
Det tager tid at opbygge en lytterskare. Det tager endnu længere tid at opbygge en BETALENDE lytterskare. Der er mange andre måder. Donationer, sponsorater, reklamer, for eksempel. Prøv at spørge dagbladene og netaviserne, hvor let De har ved at tjene penge på deres indhold. Det er noget af det sværeste.
Men det gode ved at være selvstændig podcaster er, at du ikke skal “spørge chefen eller banken” om lov. Du bestemmer selv, og hvis du får fat i den rigtige niche og målgruppe med supergodt indhold, som de bare MÅ ha´, så er det ikke umuligt, at du på sigt kan supplere din indtægt, eller i hvert fald få et tilskud til dine udgifter til at podcaste.
Hvis jeg stillede disse fire krav til min eget podcast Solopreneurcast, så ville jeg næppe have kunnet holde motivationen oppe i så mange år. Og dét ville have været synd. For min podcast giver mig så meget andet end høje lyttertal og indtægter, og så koster den langt mindre tid og penge at producere end video.
Skriv et svar