Ikke så få har spurgt mig, hvorfor jeg dog bruger en uge og næsten 20.000 kroner på at deltage i Podcast Movement.
Jeg har da også prøvet at springe over. Deltog ikke i 2016 (Chicago) og 2015 (Fort Worth).
Men i 2017 var jeg med igen, og det føltes bare så rigtigt. Selv om det er langt væk og koster tid, søvn og penge.
Hvorfor så?
For det ER verdens største konference for podcastere og branchen omkring mediet. Det er på grund af Podcast Movement, at jeg stadig kan tale med om mediets betydning, podcasternes position i mediet og de nyeste stats og tendenser inden for podcasting. Og endnu mere vigtigt. De utrolig mange personlige historier om, hvad andre podcastere har oplevet og opnået gennem deres meget forskellige podcasts.
For det er dét, der betyder noget. At hver eneste podcaster finder sin niche, sit publikum, sine relationer, sine kunder og ikke mindst sig selv gennem kontinuerligt at dele ud af sin viden og sig selv til andre.
Jeg har gennem årene lært, at der er ingen, der ved mere om podcasting end dem, der selv podcaster og arbejder professionelt med podcasting. De fleste af dem har været med på Podcast Movement eller tidligere lignende events i USA.
Viden fra andre medier gælder simpelthen ikke her.
1700 deltagere var vi. Almindelige deltagere, Pro-deltagere, speakers, udstillere og nye medlemmer af Hall og Fame.
Annoncører og repræsentanter fra Apple og Google for eksempel deltager i sessions og møder med dem, der kan hjælpe dem med at tilpasse sig dette medie i vækst.
Jeg har siden mediets spæde start deltaget i den allerførste Podcasting Expo i Ontario Californien i 2005, og Podcasting and Portable Media Expo. Blogworld. New Media Expo. Hvad som helst konferencen måtte hedde. Og ind imellem har det været frustrerende, fordi arrangørerne ikke har givet podcasterne den plads og anerkendelse, som de fortjener.
Derfor var det så godt, at Dan Franks og Jared Easley tog fat og i 2014 arrangerede podcasternes egen konference. Som vokser år for år. Og de kan give sig selv et klap på skulderen. Det hele var top dollar. Jeg er imponeret over, hvor velorganiseret det hele er. Alle tre dage, og dagen før, følte jeg mig velkommen og inkluderet.
Selv om jeg var den eneste danske deltager. (Foruden Lea Thau, som deltog i et panel, og Nick Dunkerley, som udstillede for Hindenburg).
Nu har jeg også været med så mange gange, så jeg ikke skal gå ret langt før jeg møder nogen, som var med i 2005 – 2014. Som jeg har været i Master Mind gruppe med. Som jeg er i netværk med lige nu. Ellers som jeg har lyttet til i årevis.
Jeg prøvede selv at gå til så mange sessions som muligt. Men jeg mødte flere, som på andendagen endnu ikke havde deltaget i en eneste session. For dem var det vigtigere at mødes i gangene og ved poolen eller i lobbyen.
Der er så mange podcastere i Danmark i dag, mediet vokser virkelig. Men Danmark er kun en promille af den globale podcast-befolkning. Selvfølgelig kan vi ikke overføre alle erfaringer fra USA til Danmark. Men vi kan lære SÅ meget af andre podcastere. Både dem, der har succes, og dem, der er på vej….
Hvis du overvejer at deltage i Podcast Movement – spørger dig selv, om de er noget, du kan få noget ud af, så tøv ikke med at spørge mig til råds.
Skriv et svar