Kim Elmose, som er formand for DONA, den nu 10 år gamle forening for online-journalister og kommunikatører, har brølt godt på den nye blog, han skriver på Journalisten.dk. I de ti år, foreningen har eksisteret, er der uddelt mange hug til arbejdsgiverne for ikke at fatte hurtigt nok, at det er på nettet, det sker. Dét der internet er ikke en trussel. det er en ny platform – også for de “etablerede” medier.

Indimellem er det også på sin plads at give velmente klaps til kollegerne, journalisterne, som er for længe om at tage de nye teknologier til sig. Ikke kun fagligt, også privat – ja hvad er forskellen?

Jeg har således givet mit pip med på Kim Elmoses blog. Det lyder således:

Journalist er ikke længere noget, man er i kraft af sin titel. Flere og flere bliver journalister. Det er ikke en beskyttet titel.

Værktøjerne er lige ved hånden. For ingen penge kan alle starte  egne medier. I lyd, video, tekst, billeder. Hvad som helst.

Se det bare som en trussel, en udfordring, en fare, en hvad som helst. Men se i øjnene, at hænderne på de korslagte arme skal ned på tastaturet og bladre i manualerne og fumle med nogle knapper, hvis vi skal kunne klare os som journalister i fremtiden.

Vi skal vide, hvad der er kobling og hvad der er sidespejl på dét der internet. Vi skal bide al skam i os og gøre det, lege med det, spørge nogen, bruge tid på det, meget tid, begå fejl, mange fejl, og ikke bare vente på, at der er nogen, der kommer og gør det for os, mens vi  bare “leverer indholdet”.

Indholdet er tæt forbundet med teknologierne i dag – det er dét vi skal vide.

Men det kræver, at vi anskaffer os en god laptop, lærer den rigtig godt at kende. Jeg mener RIGTIG godt, og begynder at bruge værktøjerne. For os selv. For det er først dér, hvor vi sidder med fingrene på knapperne, at problemerne viser sig – eller udfordringerne, som du så rigtigt kalder det, Kim.

Vi skal ikke udsætte det. Der kommer ikke nogen og gør det for os. På mine kurser for Kreds1 i foråret oplevede jeg, hvor mange, der ikke har de mest basale værktøjer, og som ikke håndterer dem godt nok til at kunne være med, når det går virkeligt stærkt.

Og ja, det er fritideen, det går ud over. Tuinde foran fjerneren eller med papiravisen søndag formiddag. Beklager, men det tager tid at blive dus med værktøjerne. Men det er en investering, som du selv, som Kim siger, skal tage ansvaret for.

Minimum-udstyret:

• Køb en god computer – minimum 10.000 kroner (ikke den billigste på hylden – og ikke med Vista)
• Få en mobil bredbåndsforbindelse til ca. 300 om måneden, så du kan udnytte de ledige stunder til at tjekke ind på mail og nyheder og/eller
• Køb en smartphone med dataplan – gerne en iPhone 3GS – koster ialt 600 kroner om måneden, men det er også en iPod og du kan tage billeder, optage lyd og video og smide det på nettet med det samme – når det skal gå rigtig stærkt (du kan også bruge dem som modem og spare den mobile bredbåndsforbindelse.
• Køb en digital video camcorder – gerne den nye Kodak zi8, som har stik til eksterne mikrofoner og som optager HD.

Senere kan du udbygge med bedre udstyr, men gå ikke på kompromis med computeren – den er dit vigtigste redskab. Den skal være din egen, ikke din arbejdsgivers, og du skal være så ferm til at bruge den, at du nemt kan finde det femte gear og ikke først skal rode efter tændingen.

Tro mig, det er nemmere end nogensinde at komme i gang, det er billigere, end det nogensinde har været, og det er sjovere og mere interessant for os journalister at være med, end det nogensinde har været. For det handler om indhold. Det skal handle om indhold.

Teknikken, det er bare noget, vi skal kunne.