En lille hvid kanin, der kan vippe med ørerne, er da svær at stå for, men hvad har det med podcasting at gøre, spørger du måske. Du kan sende nabcasts til alle, som har sådan en kanin. Den har trådløs forbindelse til nettet, så den er klar til at modtage de “nabcasts”, som dine venner sender til dig.
Kim Bach, som jeg mødte for et stykke tid siden til BarCamp Copenhagen, er så forelsket i sin Nabaztag, at han selv har adopteret den lille gadget, som han har døbt Arsenelapin. Måske ligger der allerede én under mit juletræ og venter på at blive pakket ud (håbe-ønske-drømme).
Som mine nærmeste ved, er jeg storbruger af Skype. Jeg har også installeret Pamela, som nu er blevet ekstra-tilbehør til Skype og kan optage de samtaler, man laver over Skype, og som du kan se i nedenstående video, kan man ved hjælp af meget få klik sende små “nabcasts” til sin egen eller en andens kanin.
Når nabcasten modtages, bevæger kaninen ørerne og skifter farve, altimens den “taler”, dvs. afspiller den besked, som den har modtaget over trådløst net. Nabaztag er fransk, og der er et voksende community omkring den lille kanin, som bliver brugt som en slags trådløst internet-kæledyr, som kan fortælle, at du har fået en email, sætte lyd på kærlige hilsener eller nyheder, eller vækkeuret eller vejrudsigten eller musikken, eller…så når den lille hvide kanins øre bevæger sig, så véd du, at nogen har tænkt på dig.
Hvem ønsker sig ikke dét i denne juletid.
Skriv et svar