……uden at skynde mig at sige, at det er gratis – det koster ikke noget – det er helt uden bindinger, opgivelse af kreditkort-oplysninger eller postadresser eller noget i den dur.

På ni ud af ti podcast-sites, tror jeg, står der, at man kan abonnere på podcasten, ved at… eller der er forskellige knapper som denne her:

Ordet abonnere skal lede tanken hen på aviser og magasiner, som kommer dumpende ind af brevsprækken, når der er nyt, men der er faktisk noget hele særligt ved podcasts – de er gratis.

Knappen sørger med et enkelt klik for, at du automatisk får nye episoder af min podcast PodJournalen ind i iTunes – kvit og frit, hver gang, der kommer en ny episode, og der kommer en i næste uge – og den koster ikke en bønne, for jeg får ikke noget for at lave den – det er en hobby, en lidenskab, en vane, bare noget, jeg MÅ gøre en gang om måned.

Det er utroligt, at vi som podcastere kan ende med at blive så fortrolige med et sprogbrug med ord som “abonnere” (hvilket normalt betyder penge op af lommen) – “feeds”, som på dansk i bedste fald er uden mening – “rss”, som betyder really simple syndication, og som hverken er simpelt eller har noget at gøre med syndikater, osv.

Det var Michael Geoghegan, som tog tråden op i sin blog og startede et gisp i podosfæren, hvor vi – undertegnede inkluderet – troede, at det var os, der skulle lære hele verden, at abonnere på podcasts – det er bare ved at kopiere en kode over i iTunes eller et andet program (podcatcher) – en aggregator – suk – måske skulle vi i højere grad lytte til, hvordan lytterne, seerne, podcatcherne, brugerne reagerer på de mærkelige ord, vi bruger.