Hvad har jeg dog gjort?

Sådan er titlen på den tiende episode af Palle Bo´s podcast, som jeg netop har hørt. I tyve minutter fortæller han, hvordan han med sine børn i bilen påkører en skraldebil på en landevej ved Randers og er skyld i, at “en mand, der bare var på arbejde” måske ikke kommer til at gå igen.

I de tyve minutter, podcasten varer, sad jeg foran min laptop og hørte en beretning, som var chokerende, alarmerende, spændende, sørgelig, bekymrende, mange ting på en gang.

Palle Bo kender radiomediet fra sin tid på ANR, og jeg ved, at han er meget bevidst om, hvad det talte medie kan. Men hvad kan podcastmediet egentlig, spørger han også sig selv til sidst. Kan det hele den enorme skyldfølelse, det chok og den frustrerende situation han på et split sekund er havnet i? Kan vi som lyttere gøre noget?

Jeg er lidt ked af, at Palle Bo ikke har slået kommentarfunktionen til på sin blog. I denne situation kan jeg sådan set godt forstå, at det kan være svært at forudse, hvilke reaktioner, der måtte komme. Denne podcast er så speciel, og Palle Bo og hans families situation er så speciel, at dette er et mindre væsentligt spørgsmål lige nu.

Jeg har en gang tidligere prøvet at få et lignende chok ved at klikke på en podcast og lytte. Det var Todd Cochrane, som sender GeekNewsCentral Podcast. Det var sidste sommer, Todd plejer at sende en episode ud hver fredag på en bestemt tid, og de plejer at vare en halv time. I min iTunes playliste ser jeg, at han har lagt en episode ud på halvandet minut, og det ser ud som om, at der er et eller andet teknisk problem, men da jeg klikker, hører jeg en rystet Todd, som blot vil fortælle, at nu tager han hjemmefra, der kommer ikke nogen episode i dag, for hans far er dræbt ved en trafikulykke, og hans niece er svært skadet.

Jeg har mødt Todd personligt, og jeg plejer at more mig over hans beretninger fra sit personlige liv, som han som regel indleder sin podcast med, og derfor er det chokerende, når man pludselig hører ham fortælle, at hans liv lige nu er kaos. Men Todds lyttere, som for de flestes vedkommende udelukkende kender hans stemme og hans podcast, sendte mails, blomster, breve, lydhilsener, så Todds mailserver var ved at bukke under.

Jeg ved, at det har betydet meget for Todd, at hans lyttere, hans podcast-community, reagerer så direkte på, at det er rigtig, levende mennesker med et liv, på godt og ondt, der sidder foran mikrofonerne. Men er det chokerende…?

I hvert fald er det et studie værd, hvad podcastere oplever ved og får ud af at bruge mediet til at dele meget personlige oplevelser med andre.

Steen Spentrup har også gjort det og har fortalt lytterne til sin podcast og læserne på sin blog, at han er ensom, at han er på lykkepiller, at han skal til hjernescanning, og at hans mor var ved at drive ham til vanvid under sit fire dages besøg, osv.

Jeg er naturligvis mest optaget af, at mine podcast-venner får styr på deres liv, med eller uden podcast. Men har jeg ret i, at her er et fænomen, som godt kunne være genstand for et stykke interessant forskning?