Jeg elsker gadgets. Mine nærmeste driller mig med min hang til at anskaffe mig gadgets. Nogle er fuldstændig overflødige som eks. denne batteridrevne fan, som jeg fik til et seminar her i sommer. Men den er sjov, den er enkel og den kan faktisk godt køle én lidt ned på en varm sommerdag.
Mere nyttig er dog Easi-Speak, som jeg for et år siden fandt på en engelsk hjemmeside, og som jeg bare måtte eje. Det lykkedes mig at få forhandleren til at sende mig et par stykker, og i dag er jeg blevet dansk forhandler af Easi-Speak.
Dét giver mig til stadighed nye, interessante oplevelser – og glæden ved at dele min interesse for brugbare, nemme og sjove gadgets med andre.
Easi-Speak er også en del af en mission. I flere år har jeg arbejdet med at få de danske skoler til at podcaste. Det fortæller jeg om på www.skolepod.dk. Men noget tyder på, at Easi-Speak, som i virkeligheden er en usb-nøgle med mikrofon og afspiller, også er nøglen til at få lærerne og eleverne til at bruge lyd i undervisningen. For i skolesammenhæng er det en kvalitet, at det er nemt og at det er sjovt. Lydkvaliteten kommer i anden række.

Dave Winer, som skabte podcasting-teknologien, tester her Easi-Speak på Reboot11 - konferencen i København i Juni.
Vi er så vant til, at dimser kan alt muligt på een gang, mobiltelefoner især, små kameraer, mp3-afspillere, osv. Men ofte er der et eller andet, som glipper, når det gælder brugervenlighed. Dimserne kan for meget.
Men Easi-Speak er helt anderledes. Jeg glæder mig over at se en lærers ansigt lyse op, når jeg tager bunden af og viser, at der er et usb-stik og fortæller, at man ikke skal installere noget – det er drag-and-drop – det er lige ud af landevejen. Ingen kabler eller batterier eller noget.
Så er det tekniske på plads, og man kan begynde at tænke på anvendelse. I undervisningen, i læseklasserne, på ordblindeinstituttet. Det er måske ikke så mange podcasts, der briver produceret med Easi-Speaken endnu, men der bliver optaget lyd som aldrig før i skolerne.
På en reboot11 – konferencen i København i sommer mødte jeg Dave Winer, som har programmeret flere versioner af RSS-feedet, forudsætningen for, at der er noget, der hedder podcasting. Jeg stak ham en Easi-Speak, som han straks optog noget på, overførte filen til sin computer og uploadede den til nettet. “Kan den lave et rss-feed?”, spurgte han ikke overraskende, men det kan den deværre ikke. “Nå, det skulle jeg nok selv kunne klare”, svarede han. Ja, det skulle han nu nok kunne klare. Supernørdens glæde over at få en så enkel gadget i hånden fik flere til at stimle sig sammen og tage fotos af mødet mellem supernørden og simpliciteten.
Dét med brugervenligheden, enkeltheden, var også dét, der fik Abelone Glahn, kollega og redaktør, til at falde for Easi-Speak. Hun bruger den til “memory-fastholdelse” – som diktafon, når hun er ude og cykle og køre bil. Her er det vigtigt, at hun nemt kan sætte optageren i gang, uden at skulle sætte trafiksikkerheden over styr. Det er bare at tænde og trykke på den røde knap og så tale løs. Ikke noget display eller noget.
For….når det er nemt og sjovt, er det som regel godt.
Easi-Speak kan købes via Podshoppen.
Skriv et svar