Det lyder måske usandsynligt for mange af os, men der ER faktisk podcastere, der har oplevet FOR megen popularitet.
En af dem, Kevin Rose, som var en af de to podcastere på videopodcasten “DiggNation” fortæller, at én af grundene til, at podcasten må stoppe i denne måned efter seks fantastiske år, er, at den blev for stor, både på den gode og den dårlige måde. Alex og Kevin fik dødstrusler og måtte have bodyguards med på nogle events. Presset på serverne var enormt. De fik så mange engagerede fans, at de må stoppe for at få tid til andre ting.
Kevin Rose var på scenen på LeWeb i Paris onsdag formiddag sammen med Leo LaPorte, TwiT og Sarah Lane fra The Social Hour.
Leo Laporte har sit eget TwiT-studie på konferencen, og da jeg er en stor fan, vil jeg helt sikkert hænge ud dér i løbet af de tre dage, konferencen varer.
Jeg mødte Leo Laporte personligt for første gang på den første Podcasting Expo i Ontario, Los Angeles i 2005, og hver gang siden har han imponeret mig ved at kunne huske mit navn. Det siger mere om Leo som person, som menneske, at han viser sine fans dén respekt, at han ikke bare ser én som en masse af beundrere, men han ser én som en kollega, en ven fra dengang, hvor podcasting var nyt for os alle og vi var ved at bygge et helt nyt medie op.
Så igen er der mulighed for at følge Leo Laporte under en konference, hvor han vil interviewe web-entrepeneurs, startups, andre podcastere og hvem som måtte komme forbi IBM-studiet på LeWeb.
Skriv et svar