En podcast er en (lyd)fil, som er publiceret på en måde, så man kan abonnere på nye episoder og automatisk få dem overført til sit device.
Det er blevet nemmere at finde og abonnere på podcasts. Det er også blevet nemmere og mere udbredt at producere podcasts, også i Danmark.
En podcast har et rss-feed, som podcasteren tilmelder til eks. iTunes, som nu hedder Apple Podcasts. Således kan man abonnere på podcasten.
En podcast har som regel en hjemmeside – altså et “hjem”, hvor alle de nye episoder bliver lagt ud med shownotes og en player. Så kan du måske afspille lydfilen (eller videofilen) lige dér på siden. Du kan som regel også downloade lydfilen til din computer og overføre den.
Men det særlige ved RSS-feeds er, at man automatisk kan få nye episoder overført. Ligesom at få et magasin ind af brevsprækken.
iTunes Store, som nu hedder Apple Podcasts, har siden 2006 været den største portal for podcasts. Hver podcast har sin egen side på Apple Podcasts, og dér kan lytterne anmelde og give stjerner, og podcasten kan blive featured som New and Noteworthy og måske komme på hitlisten. Med iTunes-programmet kan du abonnere på podcasts på din computer.
Hvis du har en iPhone eller en iPad, og det gør det endnu nemmere at lytte til podcasts på farten. Du behøver ikke at bruge iTunes-programmet til at hente dine podcasts.
iPhone og iPad:
Brug Podcast app – ikonet ser sådan ud.
Der er mange andre apps til iPhones og iPads – dem finder du også i app-store.
Android:
En god podcast-app til Android-telefoner eller tablets er PocketCast.
Abonnere og iTunes – hvad koster det så?
Det koster ikke noget. Selv om iTunes Store er en butik, der også sælger musik og lydbøger, så er podcasts gratis, og du kan abonnere og hente ligeså mange du har lyst til. Du kan beholde dem ligeså længe, du vil.
Er der andre end Danmarks Radio, der podcaster?
Ja, i iTunes/Apple Podcasts er det radiostationerne, der fylder. Men der er flest individuelle podcastere, som podcaster om alt muligt, og der kommer stadig flere til. Der er over 1500 danske podcastere, som podcaster om alt fra teknologi, film og sport til spiritualitet og musik.
Findes der ikke en samlet side med danske podcasts?
Desværre ikke. Men der kommer flere og flere danske podcasts. Søg på iTunes/Apple Podcasts og på de hjemmesider eller blogs, du besøger. Eller søg i Google på ordet podcast og det emne, du interesserer dig for. der er også søgemaskinen http://listennotes.com
Hvad får podcasterne ud af det, når jeg ikke betaler for det?
Ja, podcasterne bruger deres tid på at podcaste af mange grunde. De kan lide at arbejde med teknikken, de dyrker deres interesse og møder eksperter og andre med samme passion, og så er podcasting en god måde at markedsføre sig på – uden at det bliver reklame.
Hvad kan jeg gøre til gengæld?
Hvis du synes, at en podcaster gør det godt, kan du ”betale” ved at give dem feedback enten på deres blog eller hjemmeside, en anmeldelse i Apple Podcasts, feedback i en mail eller måske ligefrem i en lydfil, som du selv optager og sender til dem i en mail. Podcastere vil også blive glade for omtale – fortæl om dem til andre, på din blog, på Facebook, Twitter, Google Plus, LinkedIn eller hvor det ellers er relevant.
Kan jeg selv blive podcaster?
Selvfølgelig. Alle kan podcaste. Men det giver kun mening, hvis man kan producere noget over en længere periode. Allerbedst hver uge.
De praktiske og tekniske detaljer vil jeg kunne hjælpe dig videre med, hvis du har lyst til at podcaste.
Du finder det hele på PodConsult.