Valgvideoer synes at være det stærkeste våben i de politiske partiers valgkamp på nettet. Mange af dem er professionelt produceret, de får politikerne til at stå mere personligt og tydeligt frem med budskaberne, og jeg synes faktisk, at HelleTv og VenstreTV fungerer godt. Dagsaktuelle reportager fra toppolitikernes valgturnéer. De Radikale har valgt det mere reklamefilm-agtige, velpolerede approach. Det kan man ikke kalde Mogens Lykketofts YouTube-videoer på nettet. SF har valgt en mellemløsning med sine podcasts. Både “talking politiker-heads” og reportager.
Men om få dage er det ovre. Så er valgkampen forbi, de fleste af os har sat et kryds, og videoerne ryger på skrotbunken sammen med valgplakaterne.
Partier og enkeltpolitikere har forpasset en chance for at holde kontakten ved lige med vælgere og andre interesserede. De har ikke podcastet deres videoer. De har ikke gjort det nemt for publikum at abonnere på rss-feedet gennem iTunes eller en anden podcatcher.
Det er synd.
Helle og Mogens har godt nok et RSS-feed, som man kan abonnere på, men det er på den besværlige måde – ikke særlig brugervenligt eller forståeligt.
Kun SF har gjort det rigtige, nemlig at trække på os erfarne podcastere, inden de gik i gang.
At tilbyde sit indhold som podcast – og ikke blot smide det op på YouTubes server – tillader for det første, at brugerne kan tage indholdet med sig på bærbare afspillere eller bare downloade det til harddisken.
For det andet – og det er endnu mere interessant…..efter valget har man måske direkte adgang til brugernes podcatchere og har mulighed for at komme ud med flere budskaber, som ikke er produceret med henblik på at skaffe stemmer, men som er baseret på reel hverdagspolitik og en anden måde at formidle politik på.
Det kunne være rigtig interessant at se, om flere partier kunne holde kontakten ved lige med vælgerne mellem valgene. Måske få noget rigtig dialog i gang med vælgerne foran kameraerne, foran mikrofonerne, i podcasts, som måske kunne være debatskabende – ikke kun stemmeskabende.
OBS! På DR.DK/Satire kan du designe din egen valgplakat.
Skriv et svar