Så kan det ikke blive nemmere at podcaste. PODHANDLE – handles your podcasting er det første (danske) podcasting-værktøj, som håndterer alt fra upload af filer til endelig publicering af podcasten – vel at mærke fra podcasterens egen hjemmeside eller weblog.
Jimmy Gram Escherich, Time2Web og Podcastsender, Frans Meyer fra Meyer Data og Katpod og jeg har skabt en service, et produkt, et værktøj, som vi nu launcher efter at have arbejdet tæt sammen med vore første kunder og andre kyndige podcastere. PODHANDLE.dk har et engelsk søstersite, PODHANDLE.com, og i disse dage vækker det opsigt, såvel i Danmark som i udlandet, at man for første gang på få minutter, uden at vide det fjerneste om rss-feeds, enclosures, blogging, konvertering eller usablity, kan podcaste (lyd og/eller video) på en så brugervenlig måde, at lytterne eller seerne kan få fat i indholdet (som jo er det vigtigste) på hvilken som helst måde, de ønsker det.
Vi glæder os så meget til at hjælpe flere i gang med at podcaste. Det er en service, vi tager penge for, helt afhængigt af, hvor meget, vores kunder skal hjælpes i gang – ikke så meget med at bruge PODHANDLE, for det er nemt nok, men med alle de mange andre ting, der er forbundet med at podcaste.
Udstyr, redigering, tilrettelæggelse af strategi, interviews, speak, PR, kursus, ideudvikling, research – alle de mange andre kompetencer og opgaver, som det kræver at podcaste. Om det er en forening, en organisation, en virksomhed, en uddannelsesinstitution, et politisk parti eller en kulturel attraktion, som vil bruge mediet – i alle tilfælde kan podcasting ikke stå alene, det bør være et led i en større strategi og sammenhæng, hvis det skal have appel og værdi for andre end én selv.
Jeg vil ikke remse op, hvad PODHANDLE kan – tag selv en tur rundt på websitet og hør lydindslagene.
Det er ikke en teknologisk opfindelse, det er ikke raketvidenskab, som man siger, der ligger forud for PODHANDLE. Men i denne tid mærker vi tydeligt, at vi havde fat i noget, da vi besluttede at løse et af de helt store problemer inden for podcast-mediet – nemlig den mangel på brugervenlighed, både for podcasteren og for podcatcheren, som efter vores mening er en stor barriere for udbredelse af mediet.
Podcastere som mig selv har det som en hobby at rode med de her ting, fordi vi er lidt nørdede og tager tiden til dét. Men vi véd, at hvis flere skal bruge mediet, skal det være nemmere, bedre og mere brugervenligt.
Jeg har ofte forladt kursister, tilhørere eller klienter med en følelse af, at jeg lod dem lidt i stikken. Her giver jeg dem inspiration og lyst til at lytte til eller se podcasts – og måske producere dem selv, og så er de overladt til det morads af mere eller mindre – ofte mindre – anvendelige værktøjer. De er henvist til, som alle andre podcastere, at bruge tid på tekniske ting, som intet har at gøre med indholdet, men udelukkende med selve publiceringen af podcasten.
Er det ikke netop indholdet, ideerne, samtalerne, reportagerne, diskussionerne, musikken, lydene og de gode billeder, de gode historier, der er det vigtigste, dét, vi holder så meget af ved mediet?
Derfor er jeg glad for nu at kunne pege et sted hen, hvor hjælpen er.
Skriv et svar