De radiostationer, som gør sig gældende på nettet med websites, netradio og med podcasts, klarer sig bedst i konkurrencen med radiostationer, som kun satser på at sende via jordbaserede antenner. Spørgsmålet er, om der om 10-15 år længere er antennebåren radio – i hvert fald i USA.
Det er Bridge Ratings, det amerikanske medieanalysebureau, som har spurgt 2000 amerikanere mellem 12 og 64 år om, hvor meget, de lytter til deres foretrukne radiostation i forhold til for et år siden (august 2005).
42% sagde, at de lytter mere end for et år siden.
63 procent af dem sagde, at de lytter længere og får mere ud af deres radiostation, fordi der er hjemmeside, streaming radio på nettet og podcasting.
Undersøgelsen viser, at podcasting giver større loyalitet hos lytterne.
“Jeg har opgivet almindelig radio”, siger en tyveårig musiklytter.
“Min foretrukne radiostation sender podcasts, så hvis jeg går glip af noget, ved jeg, at jeg altid kan komme til at høre det”, siger en 38-årig talk-radio-lytter.
Blandt amerikanere er det internetradio og ikke podcast, der er det helt store hit.
Noget tyder på, at væksten af podcastlyttere er fladet ud efter en nærmest lodret opadgående kurve i de første par år. Det er først og fremmest de it-kyndige, som har kastet sig over mediet.
Når der viser sig en ny og nemmere måde at hente og lytte podcasts på, vil denne kurve stige brat igen, lyder det fra Bridge Ratings, som holder konstant øje med, hvad internetradio og podcasting gør ved den traditionelle radio.
Skriv et svar