Hvis du falder over det nyeste nummer af Samvirke, så slå op på side 64 – hvor tre af de fremmeste danske podcastere, Jette Harthimmer fra Claircast, Erling Tiedemann fra Katpod og Jan Lund Thomsen fra C64Takeaway bliver portrætteret.
Du kan læse lidt af artiklen på Samvirkes hjemmeside her, men hvis du vil læse interviews med de tre podcastere, så skal du have fat i bladet.
Jeg har valgt de tre interviewpersoner for at beskrive, hvor bredt et felt af podcastere, Danmark har, selv om der endnu er meget få af os. Erling er 75, Jette er kvinde, Katpod er religiøs, C64 er om musik, Erling havde medieerfaring, det havde Jette og Jan ikke, før de begyndte at podcaste, og alle tre er ildsjæle, som brænder for mediet og deres nicher på hver sin måde.
Samvirke er forresten et blad, som læses af over en million mennesker og udkommer 12 gange om året. Det udgives af FDB, som er de forenede danske brugsforeninger, og hvis man er medlem koster det kun 111 kroner i abonnement. Ligesom DSB´s blad Ud og Se er Samvirke godt læsestof til lange togture eller regnvejrsdage i kolonihaven.
Jeg kunne nu godt tænke mig, at webdelen af bladet fik et løft. Med henvisninger i form af links og debatter, søgemuligheder og måske blogging. Men tak for et blad, et tidsskrift af den gode, gamle slags.
Skriv et svar