Der er mange måder at starte en weblog på. Det kan der skrives tykke bøger om. Men jeg har valgt WordPress, og det er fantastisk.
Men også en tid-røver.
Min podblog her er snart et år gammel (fødselsdag den 6. februar), og i løbet af det sidste år har jeg brugt mange timer på at hive mig i håret over ting, der ikke virkede, som jeg ville.
WordPress, som publicerer mine talte og skrevne ord, kan ufatteligt mange ting takket være en masse frivillige, som hitter på og supporter, men alligevel går der timer med at rode med det, fordi man vil så meget.
Jeg er åbenbart ikke alene om frustrationerne – og glæderne. På Blogforum luftede jeg sammen med René, som har lavet den danske version af WordPress, om vi ikke kunne lave sådan et værksted, hvor vi kunne komme og rode med vores maskiner, lidt som i en motorcykelklub.
Som Kim Elmose siger det “Det kunne være meget godt at kigge under kølerhjelmen på den der WordPress en gang”.
Nu er det bestemt, at det skal være søndag den 4. marts klokken 11. Se mere på WordPress.dk-bloggen hvor det nu vrimler ind med tilmeldinger. Jeg glæder mig til at få hænderne godt svinet til i blogger-olie. :-)
Skriv et svar